Rigtigt! Det ér min mor jeg snakker om.
- Bered jer på et længere personligt indlæg. :-)
Jeg ved ikke hvorfor, men fik en trang til at fortælle lidt om min mor og mit forhold til hende. Ikke noget dybt detaljeret, men bare fortælle lidt om hende.
Min mor er, som de fleste andre mødre, en fantastisk mor. Men min mor og jeg har været meget igennem sammen, nok mere end de fleste familier. Ser I... Da jeg var 2 år døde min far af leukæmi (blodkræft), og min mor stod alene medd mig - dog med støtte fra familien, men det var stadig hårdt. Da jeg blev tre fandt hun min søde stedfar som stadig lever i dag, og som jeg er utrolig glad for. Der fulgte også lige 4 søskende, som alle betyder utrolig meget. Men min mor og stedfar(far, da jeg ikke rigtig husker andet), blev gift på Seychellerne da jeg var 4, so romantic.
Jeg blev ældre og begyndte i skole og jeg begyndte desværre at trække mig længere og længere væk fra min mor. Min farmor, som jo var min biologiske farmor, og noget af de eneste jeg havde tilbage af min biologiske fars familie (farbror, farfar, farmor). Så... Min farmor blev mit tilflugtssted for mig, og det var der jeg lagde alle mine problemer og der alle mine tanker og følelser kom ud. Min farmor hjalp mig selvfølgelig det bedste hun kunne, og hun vidste også godt at jeg burde snakke med min mor og alle mine problemer. Men jeg lyttede ikke. Jeg blev mobbet da jeg gik i folkeskole, det følte jég i hvert fald. Det var ikke rart og det eneste sted jeg kunne være mig selv var hos min farmor og farfar og i Garden. Jeg følte ikke at jeg var "mit sande jeg" derhjemme, selvom jeg burde kunne være det.
For ca. 4 år siden, skulle jeg til guldbryllup hos min farmor og farfar, men da vi kommer derop er min farmor alvorligt syg, så hun bliver kørt på hospitalet og dør derefter af en hjerneblødning (tror vi) - Lige inden hun kom på hospitalet, fik mine kusiner og jeg lov til at sige farvel. Jeg kan tydeligt huske at min farmor sagde hun elskede mig og at jeg skulle få et bedre forhold til min mor. Jeg græd...
Efter min farmors død var jeg knust og jeg kunne ingenting. Min farmor betød alt for mig og hun var det bedste overhoved. Men jeg blev nødt til at holde mit løfte til hende, så jeg prøvede at være sødere ved min mor, lytte mere, sødere ved min far osv. Det hjalp. Meget! Min mor og jeg byggede et tillidsbånd op mellem hende og jeg, som var virkelig stærk. Det var fantastisk. Endelig at føle at min mor var der - selvom hun faktisk hele tiden var der, jeg ville bare ikke åbne øjnene for det. Min mor og jeg har et fantastisk forhold den dag i dag, og det er kun blevet stærkere af at jeg går på efterskole. Jeg savner hende, hendes smil, hendes sjove danse, hendes råberi, bare hende.
Min mor er den bedste og hun støtter mig i det jeg laver.
Jeg føler mig så lykkelig nu, fordi jeg ved jeg har hende.
Mor? Jeg elsker dig, højere end noget andet og du betyder alverden for mig. Jeg er ked af at vi har været skævt på hinanden før, men det ved du. Jeg er så glad for at du er her nu og at du passer på mig. Jeg glæder mig til at komme hjem til dig i august, så vi kan få hverdagen tilbage - savner det.
Jeg elsker dig, Pernille.
Min mor er, som de fleste andre mødre, en fantastisk mor. Men min mor og jeg har været meget igennem sammen, nok mere end de fleste familier. Ser I... Da jeg var 2 år døde min far af leukæmi (blodkræft), og min mor stod alene medd mig - dog med støtte fra familien, men det var stadig hårdt. Da jeg blev tre fandt hun min søde stedfar som stadig lever i dag, og som jeg er utrolig glad for. Der fulgte også lige 4 søskende, som alle betyder utrolig meget. Men min mor og stedfar(far, da jeg ikke rigtig husker andet), blev gift på Seychellerne da jeg var 4, so romantic.
Jeg blev ældre og begyndte i skole og jeg begyndte desværre at trække mig længere og længere væk fra min mor. Min farmor, som jo var min biologiske farmor, og noget af de eneste jeg havde tilbage af min biologiske fars familie (farbror, farfar, farmor). Så... Min farmor blev mit tilflugtssted for mig, og det var der jeg lagde alle mine problemer og der alle mine tanker og følelser kom ud. Min farmor hjalp mig selvfølgelig det bedste hun kunne, og hun vidste også godt at jeg burde snakke med min mor og alle mine problemer. Men jeg lyttede ikke. Jeg blev mobbet da jeg gik i folkeskole, det følte jég i hvert fald. Det var ikke rart og det eneste sted jeg kunne være mig selv var hos min farmor og farfar og i Garden. Jeg følte ikke at jeg var "mit sande jeg" derhjemme, selvom jeg burde kunne være det.
For ca. 4 år siden, skulle jeg til guldbryllup hos min farmor og farfar, men da vi kommer derop er min farmor alvorligt syg, så hun bliver kørt på hospitalet og dør derefter af en hjerneblødning (tror vi) - Lige inden hun kom på hospitalet, fik mine kusiner og jeg lov til at sige farvel. Jeg kan tydeligt huske at min farmor sagde hun elskede mig og at jeg skulle få et bedre forhold til min mor. Jeg græd...
Efter min farmors død var jeg knust og jeg kunne ingenting. Min farmor betød alt for mig og hun var det bedste overhoved. Men jeg blev nødt til at holde mit løfte til hende, så jeg prøvede at være sødere ved min mor, lytte mere, sødere ved min far osv. Det hjalp. Meget! Min mor og jeg byggede et tillidsbånd op mellem hende og jeg, som var virkelig stærk. Det var fantastisk. Endelig at føle at min mor var der - selvom hun faktisk hele tiden var der, jeg ville bare ikke åbne øjnene for det. Min mor og jeg har et fantastisk forhold den dag i dag, og det er kun blevet stærkere af at jeg går på efterskole. Jeg savner hende, hendes smil, hendes sjove danse, hendes råberi, bare hende.
Min mor er den bedste og hun støtter mig i det jeg laver.
Jeg føler mig så lykkelig nu, fordi jeg ved jeg har hende.
Mor? Jeg elsker dig, højere end noget andet og du betyder alverden for mig. Jeg er ked af at vi har været skævt på hinanden før, men det ved du. Jeg er så glad for at du er her nu og at du passer på mig. Jeg glæder mig til at komme hjem til dig i august, så vi kan få hverdagen tilbage - savner det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar